Dag 8 - Frankrigsgade Kollegiet

Sternberg skriver: Vi er hjemme i København. Vi er på hjemmebane - se bare de fine holddragter! Desværre er der, måske på grund af påsken, kun en, som rent faktisk bor på Frankrigsgade Kollegiet, som dukker op – digteren Lars-Emil Woetmann.

Udover Anne, som vi kender i forvejen, er her kun andre unge forfattere, og så heldigvis, en turist fra Norge, Unni, som ved hjælp af en kulturkalender på nettet, har fundet frem til arrangementet – og det er jo fantastisk, at hun skulle dukke op, midt i sådan en lille kreds af folk, som kender hinanden.

Unni: Jeg taler ikke til dig – Du taler ikke til mig

Hvorfor taler vi forbi hinanden

Hvorfor ser vi ikke hinanden

Hvorfor er din hjerne død

Hvorfor er dine følelser sådan

Hvorfor sidder vi her

Hvordan er vi kommet frem til det

Stadiet, hvor vi ikke taler til hinanden

Hvordan kan vi bryde de barrierer ned

Hvorfor spørger du ikke dig selv og

ikke samfundet, fordi samfundet det

er dig

Hvorfor lytter vi ikke – fordi vi ikke

magter at lytte til os selv

Når jeg nu sidder, og læser papirerne fra denne aften igennem, slår det mig, hvor svært læselige teksterne generelt er: håndskriften – og der er rettelser overalt! Mange flere end de andre steder. Måske har det noget at gøre med den måde, som man kommer til at arbejde med sproget, når man lever af at skrive. Hist og pist af guldkorn (Måske. Hvis blot jeg kunne se præcis, hvad der står!) spredt ud over det ene ark efter det andet, spækket med overstregninger. Der er et sorteringsarbejde at gøre, og gode tekster i bunken.

Vagn Remme: På baggrund af et fotografi af Morten Messerschmidt fra magasinet, Ud og se med DSB

Kære Morten

Jeg taler ikke med Gud længere, det behøver jeg ikke, når jeg har dig, og du skal vide, at det er hedt her på Rhodos, og jeg glæder mig usigeligt til at komme hjem til dig, høre dig sige de meninger, du også havde for ti år siden, ligesom Gud, der også mente det samme for hundredevis af år siden. Jeg håber vi, og især du, bliver gammel som Gud, for så kan det være, at alle de krige, der er i verden, holder op. Jeg savner dig, og sender dig hundrede kys.

Din for evigt

Eva

Peter-Clement Woetmann: Boligen – At se en bolig blive født. Det gør vi muligt (Skrevet på baggrund af Berlingske tidendes boligsektion)

Det lyder måske underligt og frygteligt overfladisk,

men det giver mig et kick at finde skønne ting,

og det kick, og de oplevelser, jeg har med tingene,

vil jeg gerne give videre til mine kunder

Individuelle drømme, individuelle løsninger

Sternberg: Mus

Jeg behøver ikke se ned

for at tro på,

at gulvet er der

Mine fødder har følelser

Sternberg: Mus af sølvpapir

Jeg er et terrængående spejl i gulvhøjde

En madpakke med pansrede ben

Min sjæl morser til himlen

Man frister mig med fælder

Jeg yngler for at give verden besked

Rolf Steensig: Skrevet på baggrund af en rød kalender med spiralryg

mangle dig måneder efter og

vise mig ærlig

dit sludder er mit sludder

Hold fast her kommer fortsættelsen

som du ikke kan sanse

fra din vide jord

min voldsomme kalender er

slatne legemer

familiære som for livet

Hele kroppen mod den nøgne trappe

Der skal stå mig overalt på din hud

ellers kan jeg ikke mere sove

Det uldne hår

besat med trommelyde

Legemet

skutter fra en blomstercelle

Lars-Emil Woetmann: Amøbe

Det er mig, der er amøben, og det er mig, der deler mig! Når det skal være, så er det mig, der var her først, du kan godt nok se gennem mig, men det er bare noget, du forestiller dig, for når jeg går i aktion, så er det mig, der er amøben og dig, der er mennesket, netop så bange som, skal vi sige 1,2,3,4,5,6 milliarder andre mennesker, på grænsen til at gå ud af sig selv. Nej. Det er mig, der bestemmer tempoet, og hvis det ikke passer dig, kære, så deler jeg mig bare, og bliver en anden og mere præcis organisme.

Frank Langmack: JEG TALER IKKE TIL DIG - DU TALER IKKE TIL MIG

På 7. dagen, var der ikke mere at tale om

Sådan opstod hviledagen

Sen nat - 8. dagen. Vi kan hvile ud nu.