Dag 5 – Pensionisterne i Viborg

Sternberg skriver:

Vi finder vej til lokalet, hvor det skal foregå. Som det fremgår af billedet, har rummet kapacitet til at rumme 149 mennesker. Vi er dog kun 16 i alt, som er mødt op for at skrive.

Som alle de andre steder, har vi her en god og positiv oplevelse. Generelt, kan man sige at jo flere man er sammen, desto mindre, er der tid til at komme hinanden ved – på den anden side kommer der formentlig flere tekster, desto flere man er. Det er som med så meget andet – der er fordele og ulemper, uanset, hvad man gør.



Her er nogle gode tekster fra Viborg:

Bente Lind: Jeg taler ikke til dig – Du taler ikke til mig

Går i haven, er sur, føler alderen, er for længe om al ting, glemmer for meget og til sidst løber munden af med mig, og jeg snakker vredt og højt til mig selv.
Gytte ved siden af mig, hun går også i haven. Jeg hører hende sige: ”Du må tale lidt tydeligere, jeg kan ikke høre, hvad du siger”. Måske skulle jeg hellere være gået over til hende og fortalt, hvad der pinte mig.


ETTYG (Synonym): Åh disse minder (skrevet på baggrund af en anden tekst)

- Tysk dame med stor hvid hund går forbi -
Genstridige hundehår
suget er ikke kraftigt nok
det er et år siden sidst
Der er stadig hundehår i bilen
men ingen tvungne gåture længere
i vårvind og solskin
- Støvsugeren lugter stadig af hund
det er et år siden

I morgen skal vi videre til Gellerupparken i Århus. Arrangementet er først om aftenen. Nu skal der derfor slappes af på den herlige Viborg-ranch. Sen aften og tidlig morgen, sidder jeg her, med en kop skoldhed kaffe i den ene hånd og en cigarillos i den anden, alt imens jeg skuer ud over de åbne vidder – landet er smukt, musvitter og stjerner er vores venner - life is good.

----
Frank Langmack skriver:

I første del af sidste århundrede behandledes børn som børn og blev klædt som voksne. I 90´erne behandledes børn som voksne og klædte sig som teenagere. I dag opfører alle sig som børn, går klædt som teenagere og det er et voksende problem!
Frank Langmack.

Da vi blev interviewet af P1, mener jeg, at jeg svarede, at et af turens højdepunkter ville blive Viborg, fordi jeg forventede en masse gode historier fra de fremmødtes pensionisters lange liv. Det baserede jeg bl.a. på, at jeg det sidste halve år har været i kontakt med min 80-årige biologiske Farmor, som jeg ikke har haft kontakt med i 15 år. Vi har startet en brevveksling af den gode gamle slags med papir og blyant - eller det vil sige hun skriver med pen og skråskrift, jeg på computer, men de bliver sendt i kuverter, og man venter spændt på, at det næste skal dukke op. Denne udveksling, med en person, der er fra en anden tid, beriger mig både med et helt andet sprog/ordforråd, en anden humor og en anden sansning. At få indblik i en 80-årig kvindes tanker har været interessant og hun har mange historier at fortælle fra et langt liv. Derfor havde jeg store forventninger til at få nogle gode historier. Sådan gik det ikke umiddelbart i Viborg. Når jeg siger umiddelbart, handler det om, at vi ikke har nærlæst teksterne endnu, men kun hørt dem oplæst af deltagerne.




Kort kan man sige, vi fik mange konkrete beskrivelser af de ting, folk skulle beskrive, hvordan de så ud etc. Folk tog altså opgaven for bogstaveligt, og det er naturligvis vores fejl. Vi satte jo ikke krav til, at det skulle være abstrakt forstået. I bund og grund kan man sige, at vi fra forfatterside gerne ville have, at folk kun blev inspireret af tingen, til en historie hvor den indgik (der var enkelte historier om en blyant set fra blyantens perspektiv) eller helt abstrakt tænkt. For os er denne måde at skrive på nok en selvfølge, og det får vi ikke formidlet. Vi havde ikke på forhånd diskuteret, hvor meget vi skulle guide, og det endte med at vi lod det være helt frit for skriverne. På den måde manglede udvekslingen/dialogen måske nogle fifs fra vores side. Omvendt var det jo heller ikke en gratis skriveworkshop, sådanne kan man betale sig fra på aftenskole eller lign. Spørgsmålet er altså, om vi havde fået flere entydigt gode tekster fra de tilstedeværende, hvis vi havde givet flere guidelines? Nogle steder fungerede det fint uden - og andre mindre godt. Tog vi turen igen, ville jeg nok differentiere mere i oplægget, alt efter de mennesker vi sad med. I forvejen var vi dog meget pædagoger, samtidigt med at vi skrev selv, og forskellige kneb blev anvendt for at få folk til at skrive, hvis de havde en blokering.
Jeg spørger altså: Er der en konflikt mellem, at vi ikke giver folk nogen pointers at skrive efter, når vi tydeligvis vil have nogen kriterier i udvælgelsesprocessen, når der skal findes tekster til bogen? Omkring kriterierne tænker jeg at de er meget flydende, fra konkrete litterære kvaliteter, fortælle- eller genremæssige, men også kontekstkvaliteter. I Gellerup vil et rap sagtens kunne finde vej til bogen, mens et rim-digt vil have lettere ved det i Viborg end andre steder, da det kan høre generationen til at skrive sådanne. Her f.eks. en tekst fra Viborg, der bliver god fordi den er lokal (bogens første arbejdstitel var jo Danmarksbogen):

Ingrid Lynge: Så-vejr

Jeg taler ikke til dig
du taler ikke til mig

Der findes et ordløst sprog
et ordløst sprog
som især mestres af gamle vestjyder
Gamle vestjyder kan nøjes med få ord
”God dag – i dag er det så-vejr.”
Tavse, talende øjeblikke, forbi glider mange år
rolige, talende øjne
Jens Hansen har fået en ny såmaskine
Nå – nå
En såmaskine
ja – ja
intenst talende tavshed

De fleste steder startede vi med at stille opgaven, at skrive en tekst om projektets titel. Her blev der som oftest tænkt abstrakt, og det kom der en del gode tekster ud af. Vi har snakket om, at det er ærgerligt, vi ikke lavede den øvelse med alle deltagere, da man så ville have en form for sammenligningsgrundlag, geografisk, aldersmæssigt etc. Det havde nok været en god idé.

I morgen Gellerup, jeg sidder i et tårn og kigger ned på Sternberg, der ryger klamme cigarillos og drikker kaffe! – landet er musvit, vores venner er smukke, good life-stjerner we are! (Omskrivning af tidligere Sternberg post.)