Dag 7 – Sprogcenter Randers

Sternberg skriver: Det er overhovedet ikke til at vide, hvad vi skal forvente. Gad vide, hvor mange, som kommer? Hvad kommer vi til at lave i dag?

Så fik vi da deltagere nok! Jeg ved ikke, hvor mange vi er, men mange er vi. Sproget er fælles, men begrænset. Vi er nødt til at være meget opmærksomme på, hvordan vi forklarer os - eller er vi? Spørgsmålet er jo altid, hvor meget hensyn, man skal tage – og til hvem? Det er svært at vide, hvordan man skal udtrykke sig, når man står over for mennesker, som er meget forskellige – sprogligt, og i det hele taget.

Min skrivemakker hedder Kary, og er kurder. Han har kun gået 4 måneder på centeret, men han snakker heldigvis alligevel lystigt. Han skrev dernede - digte - han maler også. Gruppen er så stor, at det derudover desværre er lidt svært at få et overblik over, hvem alle de fremmødte er.

Folk på sprogcentret kommer fra hele verden, og rigets tilstand er relativ. De ser et andet Danmark, end jeg gør. Og heldigvis, gør de det. Der er også en journalist tilstede – altså ikke en dansk journalist, men en, som skrev artikler i sit hjemland. Måske er der flere? Folk, og deres historier, i det omfang, de får mere end få ord indført, forsvinder delvis i mængden. Bagefter, har jeg prøvet at samle brudstykkerne fra det korte møde. Historier om, at man i visse lande ikke kan trykke hvad, man vil i bøger – meget må man nøjes med at læse op for venner i private fora – sådan kan man få det ud. Man kan også sende bidrag anonymt til aviser. Eller, man kan lade det, man skriver ligge i skrivebordsskuffen (eller på harddisken?).

Her er tre af de mange tekster:

Abewome 2000 (pseudonym): Jeg taler ikke til dig - Du taler ikke til mig

Jeg, dig og vores små børn. Vi bor i en stor lejlighed. Tidligt om morgenen, går du på arbejde, jeg går i skole, og børnene går i børnehave og vuggestue. Vi taler lidt med hinanden, for vi er trætte. Vi venter på weekenden for at tale om mange ting. Så kommer weekenden, og vi begynder at skændes med hinanden om det alt sammen. Så beslutter vi ikke at tale for, at børnene ikke skal blive triste og bekymrede over deres liv. På den måd, har vi ikke tiden for os. Dagen går bare, vi lever bare, og børnene lever bare uden, at vi taler med hinanden. Børnene spørger:
- Hvorfor taler du ikke med mig, og hvorfor taler jeg ikke med dig?

Sükrü Ertosun: Jeg taler ikke til dig – Du taler ikke til mig

Vi er på Sprogcentret i Randers. De nyankomne er et totalt nyt sted. De møder fremmede mennesker fra fjerne lande. De er åbne overfor hinanden. De lærer det danske sprog, kultur, normer og værdier. Dog kommer der allerede udtalelser om hvor, de skal bruge alt det nye stof. Aysha siger det lige ud:
- Er det kun os, der skal være åbne overfor nye ting? Samfundet vil os ikke, se bare hvordan regeringen lukker grænserne, så der ikke kommer flere som os. Diskotekerne vil ikke have vores unge. Boligejerne har ikke flere ledige lejligheder, når de hører mit navn. Arbejdsgiverne vil ikke have mig, når de ser mig og mit tørklæde.

Dog vil jeg stadig være åben og fortælle om mig selv, og de nyankomne. Det er vort nye samfund, som vi skal have til at fungere sammen.
Kunne mødet med resten af samfundet dog bare være som starten på Sprogcentret.

Ebrahim: en tekst, som var nummer tre i en serie, som tog sit udgangspunkt i en guldfarvet blant

Når en kurder rejser

bærer han pinsel og lidt vin

Når han elsker, skal han dø

Vi giver og får kontaktoplysninger. Lysten til at kommunikere er stor, og der er ingen tvivl om, at noget mere tid til at tale med de enkelte fremmødte havde været godt. Dog tror jeg, at vi alle sammen har fået en masse ud af dagen.

Nu skal vi hjem, og i morgen er det så det sidste arrangement på turen: Frankrigsgadekollegiet.

Vi er trætte, men næsten hjemme nu.