Dag 2 – I spjældet med skriveøvelser!

Sternberg skriver:
Søby Søgård – et åbent fængsel. Hvad er et åbent fængsel?, spørger Frank de indsatte. Vi får en række tekniske forklaringer. Mest klart står det for mig, at døren er åben, men hvis man bruger den til at komme ud efter klokken 21.30, koster det 30 dage. Tid er en valuta, frihed koster flere dage i åbent fængsel.

Bagefter skal vi alle sammen skrive tekster om det dér, for os mærkelige og paradoksale: åbent fængsel. Min tekst synes vældig kaloriefattig i forhold til det mine sidemænd arbejder på – jeg hjælper derfor meget af tiden min sidemand, Sahin, som oprindelig kommer fra tyrkiet, med at oversætte det, som han har skrevet på tyrkisk, til dansk – jeg kan ikke tyrkisk, men vi har dansk som fællessprog – det bruger vi til at snakke os frem til, hvad det er, som han vil skrive. Han fortæller mig at både hans danske- og tyrkiske skriftsprog bliver dårligere og dårligere – det forsvinder.

Da vi skal til at gå i gang med den næste øvelse melder han fra. Han fortsætter i stedet med at skrive videre på den første historie – han lover at sende mig noget mere, som måske kan bruges i bogen – jeg håber, at han skriver tilbage – hvis hans tekst ikke bliver for lang, kan det blive en spændende proces at skrive frem og tilbage om, hvad det er, som han vil have, at der skal stå.

Til den næste øvelse, skal vi alle sammen lægge en genstand op på et bord – Frank lægger en mundharmonika, jeg lægger en pakke Caminante cerutter. De indsatte lægger en nøgle – nummeret 313, endnu en nøgle – med rød og gul-broderede babysko, som nøglevedhæng, to øreringe (måske med ægte diamanter – det vides ikke), en kasket, ur (af mærket, Seiko), en pung (jeg spørger flere gange, om han virkelig mener det – ja, det gør han, så den havner også på bordet).

Jeg tildeler folk en af de andres genstande hver. Jeg tager selv diamant-øreringene (instinkt, måske?)

Manden over for mig, har fået nøglen, mærket 313. Vi udveksler tekster, og resultatet bliver to små ping pong-serier. Her er den ene, hvor jeg indleder og slutter:

Sternberg på baggrund af to diamantøreringe:

Jeg sidder i åbent fængsel
og hænger i en tynd tråd
Jeg byttede 7 Caminante cigaretter
for et par diamantøreringe
Uanset om de er ægte eller ej
kan de ikke ryges

Anders Lund Nielsen:

Rygning er en afhængighed
at bytte sine smøger
med et par diamantøreringe,
er et klogt valg,
for ringene kan sælges,
og så kan der ryges
endnu mere
Og uden omtanke.

Sternberg:

Allerbedst ville det være
at få lov til at bytte
sin afhængighed væk
for diamanter

- Og endnu to af de indsattes tekster:

René Gleerup ”Nisse” på baggrund af Cellenøgle:

min nøgle jeg husker
ellers går folk rundt
på min pind og lusker

jeg skal huske at låse når jeg går
ellers en masse ting
folk får

--
Maziar Kheradman om åbent fængsel:

fra lukket til åben
fra lukket dør til åben port
her i Søby,
ja der er ikke meget kød i den by,
men søen er der endnu,
i morgen er det måske slut
så kan vi alle sige skål eller salut,
bund eller tøs,
ja måske kender vagterne den
med bund eller en lille 1 til mødet,
hmm
de tror de er så søde,
men hvis du spørger mig
er de sq alt for bløde,
man skulle tro, at de lige var født,
det er vel ikke særlig sødt at sige sådan,
men jeg er heller ikke blind,
for i sidste ende
er det mig der sidder inde.