Dag 2 - Det åbne fængsel!

Frank Langmack skriver:

Indsatte lever efter tvivl-valg-risici, på den måde er de mennesker som alle os andre!

På afstand ligner Søbysøgårds åbne fængsel en herregård. Nogle gule længer omkranser en slotsagtig bygning med et højt tårn. Der er porte ind til en gård af brosten og bygningerne er omkranset af sen stor sø. Ved ankomsten bliver vi velsignet med solskin og som vi kører ned af indkørslen der går gennem en lille landsby med bindingsværkshuse, ligner det den rene idyl. Først helt henne ved porten dukker et skilt op med sproglig kontekst der symboliserer fængsel og rundt om hjørnet ved en fodbold bane er der et aflåst bur med en bænk i midten.

Vi parkerer i gæsteparkeringen og ringer på i vagtstuen. Vi bliver lukket ind i gården, der ligner et havekompleks, der hører sig til et herregårdsophold. Der er legeplads, mini-golf, tennis- , volley- og basketballbane og nede ved søen er der badebro. Det forvirrer sanserne. Det ville være løgn at sige vi tager det iskoldt, men omgivelserne maner til ro og afslapning og jeg aner ærligtalt ikke hvad jeg skal forvente mig. Vi skal ind af en stor trædør midt i slotsbygningen og op på første sal. På gangen møder vi de første fanger. De er generelt set klædt i enten blåt arbejdstøj eller hip hop inspireret tøj. Vi kommer ind i et frokoststueagtigt lokale, hvor 10 fanger sidder langs et aflangt bord og spiser franskbrød. Der bliver straks en smule uro, vi kommer for sent bliver vi gjort opmærksom på. Vi får straks et par smagsprøver på værkstedshumoren sådan et sted. Ved ikke hvad jeg egentligt havde forventet mig der skulle ske ved mødet mellem to blege digtere og en flop hårde hunde. Men alle negative tanker bliver gjort til skamme. Fangerne i det åbne fængsel i Søbysøgård viser sig at være helt åbne overfor vores besøg.

Vi læser lidt op til at starte med så de kan spise færdig. De råber en del under Sternbergs tekst om et bigband med slagtøj lavet af hundehvalpe, jeg tolker det som respekt for at Sternberg kan fyre den af i det hæsblæsende tempo, som han præsterer denne morgen. Vi sætter os ned og går i gang med de skriveøvelser Sternberg beskriver i den næste blogpost.

Jeg sidder overfor en nydansker med en stor guldkæde. Han snakker meget og prikker lidt til mig med spørgsmål, f.eks. om hvem der gav da vi mødtes (henvisende til Sternberg og jeg.) Han tager dog hurtigt opgaven til sig og grifler en masse. Efter en pingpong (Jeg skriver ud fra et ur og han skriver så ud fra min tekst) er han fremkommet med dette svar på min tekst:

Kinetic står der på uret
Bevægelse som energikilde
I isolation fra tiden
Ved fluorescerende visere
Kan man holde humøret oppe
Til den trange korridors
Bevægelsesumulighed
Tømmer den for strøm
Og tiden igen
Går i stå
- Frank Langmack

Tiden går ikke
Den kommer!
- Baki Dölek

Ved siden af ham en fyr med diamantørenringe og en sort hue godt nede om ørerne. Han er meget venlig og snakker meget. Er ikke så vild med at skrive ned, i stedet fortæller han en masse, bl.a. at det er langt hårdere at sidde i isolation nytårsaften end juleaften, ville gerne have haft mere tid til at høre flere historier. Ved siden af mig en også en nydansker. Han virker eftertænksom og skriver også hurtigt en historie ned. Han forlader dog snart selskabet for at gå til en anden workshop. Kort kan man sige jeg har dyb respekt for den måde man opførte sig overfor hinanden på og det mod der blev udvist i opgaverne. Når nogen gav sig hen til opgaven og enten skrev følelser ned, eller på anden måde engagerede sig i sin tekst, så var der dyb respekt og klapsalver fra de andre. I løbet af de 2 timer vi var der, tror jeg der blev rykket lidt ved folk - Og også ved os – dyb respekt for at turde begive sig ud på dybt vand og løse opgaven så personligt uden at være bange for den reaktion, der ville komme fra de andre. Tonen i teksterne stod i kontrast til den humoristiske tone, der blev ført rundt om bordet, F.eks. vil jeg gerne give dette råd videre til alle ”hvis man smugler en telefon i røven, skal man sørge for den ikke pludselig ringer”.

Det har været et uhyre interessant besøg. Der virker som om at eksistentielle tanker vi andre går rundt med i lommeformat, de bliver blæst op inde i et fængsel, også selv om det er et lukket fængsel. Synligfrihed kontra usynlig frihed, lykke, tid. Nogen vil sige det er forudsigeligt, men i skrivesammenhæng havde jeg ikke tænkt på at det ville blive sådan – respekt!