JEG TALER IKKE TIL DIG - DU TALER IKKE TIL MIG

Efter-tanke/spil

2007-08-25T12:27:00.001+02:00

Det ville have været dejligt med en hel bog. Man kan imidlertid nok bare ikke samle tilstrækkeligt med gode tekster, på en tur af så kort varighed. Vi kunne ihvertfald ikke. Måske er det ikke så mærkeligt. Hvad fik os egentlig til at tro, at det ville være tilfældet? Der er en faglighed forbundet med det at være forfatter, og selv os der prøver at leve af det, kan være årevis om vores bøger.

Der blev imidlertid produceret tekster, som var for gode til at lade ligge i skrivebordsskuffen, så de vil løbende blive bragt i Tidsskriftet Øverste Kirurgiske.

Alt godt til dem som måtte finde vej til dette lille utopiske projekts blog.

Sternberg

Dag 8 - Frankrigsgade Kollegiet

2006-04-24T19:30:00.000+02:00

Sternberg skriver: Vi er hjemme i København. Vi er på hjemmebane - se bare de fine holddragter! Desværre er der, måske på grund af påsken, kun en, som rent faktisk bor på Frankrigsgade Kollegiet, som dukker op – digteren Lars-Emil Woetmann.

Udover Anne, som vi kender i forvejen, er her kun andre unge forfattere, og så heldigvis, en turist fra Norge, Unni, som ved hjælp af en kulturkalender på nettet, har fundet frem til arrangementet – og det er jo fantastisk, at hun skulle dukke op, midt i sådan en lille kreds af folk, som kender hinanden.

Unni: Jeg taler ikke til dig – Du taler ikke til mig

Hvorfor taler vi forbi hinanden

Hvorfor ser vi ikke hinanden

Hvorfor er din hjerne død

Hvorfor er dine følelser sådan

Hvorfor sidder vi her

Hvordan er vi kommet frem til det

Stadiet, hvor vi ikke taler til hinanden

Hvordan kan vi bryde de barrierer ned

Hvorfor spørger du ikke dig selv og

ikke samfundet, fordi samfundet det

er dig

Hvorfor lytter vi ikke – fordi vi ikke

magter at lytte til os selv

Når jeg nu sidder, og læser papirerne fra denne aften igennem, slår det mig, hvor svært læselige teksterne generelt er: håndskriften – og der er rettelser overalt! Mange flere end de andre steder. Måske har det noget at gøre med den måde, som man kommer til at arbejde med sproget, når man lever af at skrive. Hist og pist af guldkorn (Måske. Hvis blot jeg kunne se præcis, hvad der står!) spredt ud over det ene ark efter det andet, spækket med overstregninger. Der er et sorteringsarbejde at gøre, og gode tekster i bunken.

Vagn Remme: På baggrund af et fotografi af Morten Messerschmidt fra magasinet, Ud og se med DSB

Kære Morten

Jeg taler ikke med Gud længere, det behøver jeg ikke, når jeg har dig, og du skal vide, at det er hedt her på Rhodos, og jeg glæder mig usigeligt til at komme hjem til dig, høre dig sige de meninger, du også havde for ti år siden, ligesom Gud, der også mente det samme for hundredevis af år siden. Jeg håber vi, og især du, bliver gammel som Gud, for så kan det være, at alle de krige, der er i verden, holder op. Jeg savner dig, og sender dig hundrede kys.

Din for evigt

Eva

Peter-Clement Woetmann: Boligen – At se en bolig blive født. Det gør vi muligt (Skrevet på baggrund af Berlingske tidendes boligsektion)

Det lyder måske underligt og frygteligt overfladisk,

men det giver mig et kick at finde skønne ting,

og det kick, og de oplevelser, jeg har med tingene,

vil jeg gerne give videre til mine kunder

Individuelle drømme, individuelle løsninger

Sternberg: Mus

Jeg behøver ikke se ned

for at tro på,

at gulvet er der

Mine fødder har følelser

Sternberg: Mus af sølvpapir

Jeg er et terrængående spejl i gulvhøjde

En madpakke med pansrede ben

Min sjæl morser til himlen

Man frister mig med fælder

Jeg yngler for at give verden besked

Rolf Steensig: Skrevet på baggrund af en rød kalender med spiralryg

mangle dig måneder efter og

vise mig ærlig

dit sludder er mit sludder

Hold fast her kommer fortsættelsen

som du ikke kan sanse

fra din vide jord

min voldsomme kalender er

slatne legemer

familiære som for livet

Hele kroppen mod den nøgne trappe

Der skal stå mig overalt på din hud

ellers kan jeg ikke mere sove

Det uldne hår

besat med trommelyde

Legemet

skutter fra en blomstercelle

Lars-Emil Woetmann: Amøbe

Det er mig, der er amøben, og det er mig, der deler mig! Når det skal være, så er det mig, der var her først, du kan godt nok se gennem mig, men det er bare noget, du forestiller dig, for når jeg går i aktion, så er det mig, der er amøben og dig, der er mennesket, netop så bange som, skal vi sige 1,2,3,4,5,6 milliarder andre mennesker, på grænsen til at gå ud af sig selv. Nej. Det er mig, der bestemmer tempoet, og hvis det ikke passer dig, kære, så deler jeg mig bare, og bliver en anden og mere præcis organisme.

Frank Langmack: JEG TALER IKKE TIL DIG - DU TALER IKKE TIL MIG

På 7. dagen, var der ikke mere at tale om

Sådan opstod hviledagen

Sen nat - 8. dagen. Vi kan hvile ud nu.

Blaffere

2006-04-24T19:21:00.000+02:00

På vejen hjem tager vi to blaffere op. De bliver også bedt om at skrive tekster. Her er to af dem:

Mathias: Du taler ikke til mig – Jeg lytter ikke til dig

Jeg prøver, men det nytter ikke. Det eneste, jeg fokuserer på:
ser jeg ud som om jeg lytter?
Jeg siger i hvert fald de rigtige lyde, som hører sig til i pauserne. Sådan er det nogle gange. Andre gange, lytter jeg altså også rigtigt.

Nana: Tale

Noget ved ham tiltaler mig. Vi har aftalt, at han betaler, men da jeg er fortaler for ligestilling, prøver jeg at fratale ham hans ide, men jeg kan ikke overtale ham. Jeg får en påtale, og vi aftaler, at jeg kan afbetale.

Så er vi hjemme.

Dag 7 – Sprogcenter Randers

2006-04-24T16:44:00.000+02:00

Sternberg skriver: Det er overhovedet ikke til at vide, hvad vi skal forvente. Gad vide, hvor mange, som kommer? Hvad kommer vi til at lave i dag?

Så fik vi da deltagere nok! Jeg ved ikke, hvor mange vi er, men mange er vi. Sproget er fælles, men begrænset. Vi er nødt til at være meget opmærksomme på, hvordan vi forklarer os - eller er vi? Spørgsmålet er jo altid, hvor meget hensyn, man skal tage – og til hvem? Det er svært at vide, hvordan man skal udtrykke sig, når man står over for mennesker, som er meget forskellige – sprogligt, og i det hele taget.

Min skrivemakker hedder Kary, og er kurder. Han har kun gået 4 måneder på centeret, men han snakker heldigvis alligevel lystigt. Han skrev dernede - digte - han maler også. Gruppen er så stor, at det derudover desværre er lidt svært at få et overblik over, hvem alle de fremmødte er.

Folk på sprogcentret kommer fra hele verden, og rigets tilstand er relativ. De ser et andet Danmark, end jeg gør. Og heldigvis, gør de det. Der er også en journalist tilstede – altså ikke en dansk journalist, men en, som skrev artikler i sit hjemland. Måske er der flere? Folk, og deres historier, i det omfang, de får mere end få ord indført, forsvinder delvis i mængden. Bagefter, har jeg prøvet at samle brudstykkerne fra det korte møde. Historier om, at man i visse lande ikke kan trykke hvad, man vil i bøger – meget må man nøjes med at læse op for venner i private fora – sådan kan man få det ud. Man kan også sende bidrag anonymt til aviser. Eller, man kan lade det, man skriver ligge i skrivebordsskuffen (eller på harddisken?).

Her er tre af de mange tekster:

Abewome 2000 (pseudonym): Jeg taler ikke til dig - Du taler ikke til mig

Jeg, dig og vores små børn. Vi bor i en stor lejlighed. Tidligt om morgenen, går du på arbejde, jeg går i skole, og børnene går i børnehave og vuggestue. Vi taler lidt med hinanden, for vi er trætte. Vi venter på weekenden for at tale om mange ting. Så kommer weekenden, og vi begynder at skændes med hinanden om det alt sammen. Så beslutter vi ikke at tale for, at børnene ikke skal blive triste og bekymrede over deres liv. På den måd, har vi ikke tiden for os. Dagen går bare, vi lever bare, og børnene lever bare uden, at vi taler med hinanden. Børnene spørger:
- Hvorfor taler du ikke med mig, og hvorfor taler jeg ikke med dig?

Sükrü Ertosun: Jeg taler ikke til dig – Du taler ikke til mig

Vi er på Sprogcentret i Randers. De nyankomne er et totalt nyt sted. De møder fremmede mennesker fra fjerne lande. De er åbne overfor hinanden. De lærer det danske sprog, kultur, normer og værdier. Dog kommer der allerede udtalelser om hvor, de skal bruge alt det nye stof. Aysha siger det lige ud:
- Er det kun os, der skal være åbne overfor nye ting? Samfundet vil os ikke, se bare hvordan regeringen lukker grænserne, så der ikke kommer flere som os. Diskotekerne vil ikke have vores unge. Boligejerne har ikke flere ledige lejligheder, når de hører mit navn. Arbejdsgiverne vil ikke have mig, når de ser mig og mit tørklæde.

Dog vil jeg stadig være åben og fortælle om mig selv, og de nyankomne. Det er vort nye samfund, som vi skal have til at fungere sammen.
Kunne mødet med resten af samfundet dog bare være som starten på Sprogcentret.

Ebrahim: en tekst, som var nummer tre i en serie, som tog sit udgangspunkt i en guldfarvet blant

Når en kurder rejser

bærer han pinsel og lidt vin

Når han elsker, skal han dø

Vi giver og får kontaktoplysninger. Lysten til at kommunikere er stor, og der er ingen tvivl om, at noget mere tid til at tale med de enkelte fremmødte havde været godt. Dog tror jeg, at vi alle sammen har fået en masse ud af dagen.

Nu skal vi hjem, og i morgen er det så det sidste arrangement på turen: Frankrigsgadekollegiet.

Vi er trætte, men næsten hjemme nu.

Radioudsendelse fra Gellrupparken (DR Alfabet)

2006-04-24T13:09:00.000+02:00

Hør Alfabets udsendelse om vores besøg i Gellerupparken:
http://www.nyetoner.dk/gellerupparken.mp3

PS. En stor hilsen går ud til Jakob fra Alfabet (en-mandshæren, der er Fyn/Jylland-redaktionen), som har overbevist to presseskeptikere om at der også findes rare journalister.

Artikel i Viborg Stifts Folkeblad, den 11. april 2006

2006-04-22T16:26:00.001+02:00

Klik på billedet nedenfor for at kunne forstørre det:

Eller se billedet i større format ved at klikke nedenfor:

Dag 6 - Overnatning på Testrup

2006-04-22T14:27:00.000+02:00

Også tak til Testrup højskole for nattely i 11. time. Vi er virkeligt kede af, at vi ikke fulgte op på tilbudet om at deltage i en elevfest i de private gemakker. Havde vi været ordentlig rock ´n´roll, var vi ikke bare gået i seng, som de gamle mænd vi er (og vi havde heller ikke pænt ryddet op på værelset og lagt sengetøjet klar til vask, før vi drog afsted om morgenen). Men husk hvad schweiziske DJ Bobo siger! ”Hvorfor skulle jeg smadre et hotelværelse på hver eneste turné, når jeg nu ikke har lyst til det?". Trykkogermodellen med det heroiske oprør er blevet forældet - I dag spiser stjernerne lidt frugt og går i seng! (Ja vi gør.)

Ser han ikke klog ud?

Dag 6 - Gellerup parken

2006-04-22T12:19:00.000+02:00

Sternberg skriver: Jeg har ikke været i Gellerupparken før. Det første som slår mig er, hvor stort området er. Huse kan opfattes som en form for beboelsesmaskiner. Gad vide, hvilken form form for mennesker, man gerne vil opbevare og udvikle i Gellerupparken? Æstetikken er (som det står skrevet med mørkegråt graffiti på grå væg, et sted i Århus): Grey is legal.

Man kunne meget vel opfatte vores besøg som en fiasko. Da arrangementet skal gå i gang, er kun én lokal dukket op for at se, hvad der skal ske – digteren, Peter Laugesen. Derudover er der kun os og Jakob, fra P2's program Alfabet. De lokale unge, som vi havde regnet med – er blevet væk. Vores arrangement har ikke virket fristende nok på dem, som vi så gerne ville møde. Øv! Øv! Øv! Det var ikke, hvad vi havde regnet med. Vi havde i vores naivitet forestillet os et vældigt fremmøde af folk med familie i vidt forskellige lande.

Først sidder vi og drikker kaffe og sludrer, men det går jo altså bare ikke. Det er hyggeligt, men det går bare ikke. NEJ! Det er helt forkert. Lone, fra biblioteket (Som Community Centeret er en del af) siger til os, at der lige ved siden af er en klub, hvor de unge spiller bordfodbold og i øvrigt laver, hvad de vil. Frank og jeg foreslår, at vi udfordrer dem til en kamp – hvis vi vinder, skal de skrive sammen med os. De takker ja til udfordringen.

Vi venter på at få vores plads i turneringen – en turnering med unge, som bruger masser af tid på at spille. Bordet er glat – hvilket betyder, at spillet foregår i højt tempo. Frank er en habil bordfodboldspiller, men jeg har kun spillet få gange. Med en god bordfodbold-makker, kan jeg lige gå an til at stå for forsvaret – men selvfølgelig vil Frank og jeg få bank!
Frank falder i snak med Chadi. Han vil godt spille noget musik for os, som han har liggende på nettet. Det er ikke det nyeste han har lavet – det nye materiale, vil han bruge til en kommende plade. Det gamle materiale er dog ikke helt dårligt heller – der er et godt flow.
Imens vi lytter til musikken, overtager nogle andre vores plads i bordfodbold-turneringen. Chadi vil godt være med til at skrive, med udgangspunkt i projekt-overskriften: JEG TALER IKKE TIL DIG – DU TALER IKKE TIL MIG.

Chadi Alderbas: JEG TALER IKKE TIL DIG – DU TALER IKKE TIL MIG

nogen siger dit, og nogen siger dat
andre har desværre svært ved at fat',
at jeg taler ik' til dem,
og de taler ik' til mig,
jeg vil hellere hjem
end at tale til dig
Min mund er en kuglepen,
den siger alt uden at snakke
Jeg lægger kortene på bordet,
nu må du gerne pakke
uden at sige et ord
du trækker dig tilbage
og min mund slapper af

Sternberg: JEG TALER IKKE TIL DIG – DU TALER IKKE TIL MIG

Jeg er en sofa
med orme i plyssen
Mit gulv spiller bordfodbold
med din lukkede mund
Mit nubrede tapet er gulnet
af al den snak,
og nu står jeg her på mikrofoner
for dig, min ven
Der går kaffemaskine i digtet
- Det er min gave til dig

Frank Langmack: JEG TALER IKKE TIL DIG – DU TALER IKKE TIL MIG

Blå mod rød
os mod dem
Alle har noget der skal siges
hele tiden
i området mellem forsvar og angreb

Frank sidder sammen med en , der hedder Zahir, og laver noget Human Beat box til en af hans tekster. Jeg skriver sammen med Chadi.

Jeg giver Chadi min hættetrøje/jakke, som han skal skrive noget ud fra. Han giver mig en sort 7-eleven-lighter.

Chadi Alderbas – Med udgangspunkt i rød hættetrøje/jakke

Mit hoved er tomt,
men jakken er fuld,
gid jeg var jakken,
selvom den nok er lavet af bomuld

Sternberg: svar på Chadis tekst

Min jakke er spækket med bomuld
Min lynlås er 100 % metal
Mit hoved prøver at få det hele
til at hænge sammen
Jeg må se mig for,
for at skrive,
hvad jeg ser

Sternberg: Med udgangspunkt i sort 7-eleven-lighter

Min mund er en lighter
Jeg købte den i 7-eleven
i går, af den dejligste ægypter
Fedtet flød fra mine chips,
da jeg først fik en ild op at stå
Bare synd, at jeg skred

Chadi Alderbas: Svar på Sternbergs tekst

Luk din mund, i stedet for at ha' den døgnåben
Den lugter af cigaretter, bajer, Piratos
og alt andet, der findes derinde
Skrid inden min mund går i flammer

En nedslående oplevelse blev vendt til noget positivt, og vi fik gode tekster med hjem. Nogen gange, er det befriende, når man bare må kaste alle planer fra sig, og i stedet få det bedst mulige resultat ud af situationen.

Vi benytter resten af aftenen på at fare vild, på vejene inden i- og udenfor Århus. Klokken 22.45 kommer vi omsider frem til vores nattelogi på Testrup Højskole. Dagen efter skal vi tidligt op til et arrangement i Sprogcenter Randers.

Dag 5 – Pensionisterne i Viborg

2006-04-16T16:52:00.000+02:00

Sternberg skriver:

Vi finder vej til lokalet, hvor det skal foregå. Som det fremgår af billedet, har rummet kapacitet til at rumme 149 mennesker. Vi er dog kun 16 i alt, som er mødt op for at skrive.

Som alle de andre steder, har vi her en god og positiv oplevelse. Generelt, kan man sige at jo flere man er sammen, desto mindre, er der tid til at komme hinanden ved – på den anden side kommer der formentlig flere tekster, desto flere man er. Det er som med så meget andet – der er fordele og ulemper, uanset, hvad man gør.

Her er nogle gode tekster fra Viborg:

Bente Lind: Jeg taler ikke til dig – Du taler ikke til mig

Går i haven, er sur, føler alderen, er for længe om al ting, glemmer for meget og til sidst løber munden af med mig, og jeg snakker vredt og højt til mig selv.
Gytte ved siden af mig, hun går også i haven. Jeg hører hende sige: ”Du må tale lidt tydeligere, jeg kan ikke høre, hvad du siger”. Måske skulle jeg hellere være gået over til hende og fortalt, hvad der pinte mig.

ETTYG (Synonym): Åh disse minder (skrevet på baggrund af en anden tekst)

- Tysk dame med stor hvid hund går forbi -
Genstridige hundehår
suget er ikke kraftigt nok
det er et år siden sidst
Der er stadig hundehår i bilen
men ingen tvungne gåture længere
i vårvind og solskin
- Støvsugeren lugter stadig af hund
det er et år siden

I morgen skal vi videre til Gellerupparken i Århus. Arrangementet er først om aftenen. Nu skal der derfor slappes af på den herlige Viborg-ranch. Sen aften og tidlig morgen, sidder jeg her, med en kop skoldhed kaffe i den ene hånd og en cigarillos i den anden, alt imens jeg skuer ud over de åbne vidder – landet er smukt, musvitter og stjerner er vores venner - life is good.

----
Frank Langmack skriver:

I første del af sidste århundrede behandledes børn som børn og blev klædt som voksne. I 90´erne behandledes børn som voksne og klædte sig som teenagere. I dag opfører alle sig som børn, går klædt som teenagere og det er et voksende problem!
Frank Langmack.

Da vi blev interviewet af P1, mener jeg, at jeg svarede, at et af turens højdepunkter ville blive Viborg, fordi jeg forventede en masse gode historier fra de fremmødtes pensionisters lange liv. Det baserede jeg bl.a. på, at jeg det sidste halve år har været i kontakt med min 80-årige biologiske Farmor, som jeg ikke har haft kontakt med i 15 år. Vi har startet en brevveksling af den gode gamle slags med papir og blyant - eller det vil sige hun skriver med pen og skråskrift, jeg på computer, men de bliver sendt i kuverter, og man venter spændt på, at det næste skal dukke op. Denne udveksling, med en person, der er fra en anden tid, beriger mig både med et helt andet sprog/ordforråd, en anden humor og en anden sansning. At få indblik i en 80-årig kvindes tanker har været interessant og hun har mange historier at fortælle fra et langt liv. Derfor havde jeg store forventninger til at få nogle gode historier. Sådan gik det ikke umiddelbart i Viborg. Når jeg siger umiddelbart, handler det om, at vi ikke har nærlæst teksterne endnu, men kun hørt dem oplæst af deltagerne.

Kort kan man sige, vi fik mange konkrete beskrivelser af de ting, folk skulle beskrive, hvordan de så ud etc. Folk tog altså opgaven for bogstaveligt, og det er naturligvis vores fejl. Vi satte jo ikke krav til, at det skulle være abstrakt forstået. I bund og grund kan man sige, at vi fra forfatterside gerne ville have, at folk kun blev inspireret af tingen, til en historie hvor den indgik (der var enkelte historier om en blyant set fra blyantens perspektiv) eller helt abstrakt tænkt. For os er denne måde at skrive på nok en selvfølge, og det får vi ikke formidlet. Vi havde ikke på forhånd diskuteret, hvor meget vi skulle guide, og det endte med at vi lod det være helt frit for skriverne. På den måde manglede udvekslingen/dialogen måske nogle fifs fra vores side. Omvendt var det jo heller ikke en gratis skriveworkshop, sådanne kan man betale sig fra på aftenskole eller lign. Spørgsmålet er altså, om vi havde fået flere entydigt gode tekster fra de tilstedeværende, hvis vi havde givet flere guidelines? Nogle steder fungerede det fint uden - og andre mindre godt. Tog vi turen igen, ville jeg nok differentiere mere i oplægget, alt efter de mennesker vi sad med. I forvejen var vi dog meget pædagoger, samtidigt med at vi skrev selv, og forskellige kneb blev anvendt for at få folk til at skrive, hvis de havde en blokering.
Jeg spørger altså: Er der en konflikt mellem, at vi ikke giver folk nogen pointers at skrive efter, når vi tydeligvis vil have nogen kriterier i udvælgelsesprocessen, når der skal findes tekster til bogen? Omkring kriterierne tænker jeg at de er meget flydende, fra konkrete litterære kvaliteter, fortælle- eller genremæssige, men også kontekstkvaliteter. I Gellerup vil et rap sagtens kunne finde vej til bogen, mens et rim-digt vil have lettere ved det i Viborg end andre steder, da det kan høre generationen til at skrive sådanne. Her f.eks. en tekst fra Viborg, der bliver god fordi den er lokal (bogens første arbejdstitel var jo Danmarksbogen):

Ingrid Lynge: Så-vejr

Jeg taler ikke til dig
du taler ikke til mig

Der findes et ordløst sprog
et ordløst sprog
som især mestres af gamle vestjyder
Gamle vestjyder kan nøjes med få ord
”God dag – i dag er det så-vejr.”
Tavse, talende øjeblikke, forbi glider mange år
rolige, talende øjne
Jens Hansen har fået en ny såmaskine
Nå – nå
En såmaskine
ja – ja
intenst talende tavshed

De fleste steder startede vi med at stille opgaven, at skrive en tekst om projektets titel. Her blev der som oftest tænkt abstrakt, og det kom der en del gode tekster ud af. Vi har snakket om, at det er ærgerligt, vi ikke lavede den øvelse med alle deltagere, da man så ville have en form for sammenligningsgrundlag, geografisk, aldersmæssigt etc. Det havde nok været en god idé.

I morgen Gellerup, jeg sidder i et tårn og kigger ned på Sternberg, der ryger klamme cigarillos og drikker kaffe! – landet er musvit, vores venner er smukke, good life-stjerner we are! (Omskrivning af tidligere Sternberg post.)

Mød os i aften!

2006-04-13T15:46:00.000+02:00

Husk det er i aften d. 13. april kl. 21.00, man for sidste gang på turen kan møde Frank Langmack og Sternberg. Vær med i det åbne arrangement på:
Frankrigsgade Kollegiet
Frankrigsgade 50
2300 København S.
(I caféen)

Medbring en personlig ting til en af skrivelegene. (Der vil være mulighed for at købe øl).

- På lørdag kan man i DR Radio´s program Alfabet lytte til det sære arrangement i Gellerup Parken, hvor Sternberg og Langmack bliver udfordret i bordfodbold af de lokale rødder!

Dag 5 - Gustenborg

2006-04-13T15:34:00.000+02:00

Efter 750 km. på landevejen puster vi ud og slapper af i påskesolen udenfor Viborg - Tak til Linda, Niels og Gert på Gustenborg ranch. Uden jeres gæstfrihed var vi nok gået kolde.

Dag 4 – Vestfyns efterskole

2006-04-11T13:04:00.000+02:00

Sternberg skriver:

Arbejdsopgaver, jeg holder af på en gård:

- At samle æg op fra hønsenes reder, for derefter glad at gå ud med 5 æg i en hvid plastspand.
- At posere foran en brændestak (Det sejrrige trickfoto er taget, selvom det ikke ligger her på bloggen. Der er dog personvidner, så jeg må indrømme, at jeg er lige så skidt til at hugge brænde, som jeg er til at bowle).
- At nusse koen, Magda, i nakken, imens traktoren larmer (dog var det at muge ud ikke så slemt, som jeg tror, at jeg ville have syntes førhen – måske er min lugtesans ved at sætte ud?).
- At glo på de søde små lam, og sige: næææh! (Det er en kliche at kalde dem søde, men det er de altså bare: nåååhr!)

- At sidde og drikke kaffe, og sludre.
- At blive kørt rundt med chauffør i en traktor.
Kort fortalt: Nogle gange, bliver man bare glad. Og se, hvordan Frank kløver brændeknuder.

Og så til skrivningen!

Her er nogle gode tekster fra Vestfyns efterskole.

SiBi: Jeg taler ikke til dig, du taler ikke til mig

Jeg taler ikke til dig, fordi du er fremmed. Mor siger, man ikke må tale med fremmede, derfor har jeg ingen venner.
Jeg er helt alene, ingen kender mig, holder af mig, hjælper mig, roser mig!
Du taler ikke til mig – hvem taler du med? Du ved ikke, om du taler med den, du tror, du taler med, og snakker I overhovedet sammen? Kom-mu-ni-ka-tion. Gennem bølger, der varmer hjernen, så den bliver større og til sidst sprænger i luften som en raket, der rammer en meteor – BUM. Men alt det dit liv rummede var 12 taster, et display, og nogle af dine venner, som du tror holder af dig, men i virkeligheden elsker de måske bare at svine dig til for groft, og bagefter sige til de andre, at du selv var ude om det.
Du ved det ikke, for du er ikke sammen med dem. Du er ikke i virkeligheden, du er et sted som ingen kender, og som man ikke kan besøge, selvom man tror, man er til stede.

Parløb:

Lindie: straffebolden (tapebold)

Hvis du er dum, sender jeg straffebolden efter dig. Hvis du ikke er lige som mig, kan du se frem til at få den lige i hovedet.
Straffebolden gør, som jeg vil, som jeg tænker.
Det er mit varemærke, min stil, min sikkerhed, min tryghed, hvis du skulle komme for tæt på!

Sibi: Straffebold (på baggrund af Lindies tekst)

At bestemme. At herske. At være den dominerende, der hundser alle under sig. Der er spærret for al indkørsel, al bevægelse indenfor den personlige grænse. Du må ikke komme for tæt på.
Hvorfor, tror du, bodyguards altid vender hovedet væk fra topfolkene? De lugter! De stinker af egoisme, selvsikkerhed og penge.
Desværre kan lugten ikke vaskes væk, for de er for nærige til at bruge penge på den rensevæske, der skal til. Men andre må ikke vide, de lugter, derfor bruger de penge på mennesker, som får løn for at holde kæft og ikke lukke folk indenfor den personlige grænse.

Og her nogle tekster, hvor dyr kombineres med en genstand:

Sibi: Edderkop med halskæde

Jeg er klam. Æder fluerne rå, når de ubevidst vikler sig ind i mit net af diskussioner. Men jeg vinder – hævder at tabe. Benene under mig bærer mig frem, alle 8, hvis jeg snubler over ben nr. 5 lander jeg på bunden, men hvad gør det, jeg er en klam, dum og ligegyldig edderkop med halskæde.
Mens andre fortæller, at halskæden klæ'r mig mig, falder jeg i ros og positive tanker, der kvæler den virkelige edderkop, som bare er lille og klam. Halskæden falder til venstre, så til højre, vinden og vandet indretter sig – men jeg er for uintelligent til at indrette mig – og jeg vil ikke.

Manja Calundann R.: Beskrivelse af en batteri-tissemyre

Jeg er den nyeste batteri-tissemyre. Jeg er lige blevet valgt af en pige i legetøjsbutikken. Hun vil bruge mig fordi, jeg kan tisse overalt. Jeg er den nyeste form for drillelegetøj. Jeg er bedre end pruttepuden og stinkbolden.
Jeg er tusind gange værre.

Jeg siger bare: det er sejt at gå på efterskole!

Sternberg: Regnorm

Jeg er blød i bolden,
og snoer mig
Sommetider,
når det har regnet i flere dage,
vågner jeg op i en vandpyt

Sternberg: Regnormehalskæde med øksevedhæng

Det smælder i mudder
under min økses blad, når jeg hænger ud
Det rasler metallisk,
når jeg snoer mig op og ned ad din håndvask
Giv op!

Frank Langmack: Beskrivelse af en coca-cola-bamse, som en hest

Jeg er en hest, jeg er en bjørn
Jeg er en hest, jeg er en bjørn
det er umuligt at afgøre
på min røv, står
Made in China

Vi er off – afsted mod Viborg.

Dag 3 – Jagthytten

2006-04-10T12:36:00.000+02:00

Sternberg skriver: Vi bydes til aftensmad med jægerfamilien og nogle af deres venner - et ægtepar, der deler interessen for jagt. Maden er en ret bestående af fasan, vagtel og blishøns i blendet grøntsagssovs. Som tilbehør kartofler og hjemmebagt brød. Dertil drikker vi kildevand og god rødvin.

Under måltidet taler vi om det ene og det andet. Da måltid og samtaler er overstået, slenter vi ned til jagthytten. Udenfor har et lokalt spejderkorps fået lov til at bygge et trætårn. Frank klatrer der op, og jeg er lige ved at gå med, men Frank kender min højdeskræk, og siger, at det er værre at komme ned end at komme op – jeg bliver på jorden.

Der tændes stearinlys, og nede fra et af kildevældene fyldes nogle kopper op med frisk vand – vi gæster smager lystigt på det kolde vand – som smager af vand – mens – familien og deres venner mest drikker dåsesodavand og øl.

Jeg formulerer den første opgave – vi skal skrive en tekst, med udgangspunkt i ordet, jagt. Vi læser resultatet op for hinanden. Derefter skal vi skrive en tekst på baggrund af det, som en af de andre har skrevet – hende, der får min tekst siger fra – den siger hende ikke noget – den er for abstrakt. Jeg ved ikke, hvad jeg selv skal synes om den:

Sternberg: Jagt

Det kilder i mit fyrstelige tårn,
når jeg spejder fra toppen
Mine briller dugger,
og mit skæg går i stand
Det er tredje døgn nu
”Blå himmel gi'r perfekt udsyn”,
skriger jeg,
med en smag i munden af mint
Bare rolig, min due,
jeg skyder kun, når du bevæger dig
Kildevand fra mine kildevæld,
er blødt, og gør mig ditto
Afsted, fennikel, afsted timian
Alt smelter sammen med osten i ovnen
Den er varm nok nu
Se!

De fleste andre tekster er anderledes selvbiografisk konkrete:

Poul:

I disse dage går mange tanker gennem mit hoved, idet det nu er ved at være tiden, hvor de første informationer og nyheder vedrørende de efterladte trofæer, skal begynde at tilflyde mig via en E-mail fra Kaj, vores dejlige vært fra Sydafrika
Samtidig med at disse tanker gennemløber ens hoved, er det også dejligt at kunne huske tilbage på den fredag i september, hvor Diana stod en bi.

Den fredag blev en af mine bedste jagtdage. Den startede tidligt om morgenen, hvor vi efter indtagelse af morgenmaden ventede på Peter, vores professionelle jæger, og hans hjælper, Collin. Det var planen, at vi skulle jage Blesbuk, men i det vi gik ud af døren, sagde Lars: hvis du får muligheden for en Oryx, så skyd den, for sådan en, har jeg på sedlen, men min blue wilder head tog for meget tid, så får du muligheden så skyd en Oryx.

På turen rundt i terrænet spallede vi en meget lille flok bleesbucks, men kunne ikke komme på skudhold, enten var vinden forkert, eller også stod der træer mellem dem og mig.
Pludselig opdager Collin at inde imellem nogle træer, står der 3 flotte Oryx.
Han giver signal, og vi begynder en kort, anstrengende purch. Jeg kom på skudhold, og lod skuddet gå. Sigtet var placeret lidt højt på ryggen lige bag bakken. Skuddet gik, men væk var dyrene. På skudstedet fandt vi en meget stor sweisplamage. Dette var gode tegn. Dyret var ramt, nu skulle det findes.
Der var rimelig meget sweis, men da Collin fortalte mig, at netop en Oryx var meget sejlivet, og at jeg skulle regne med, at der skulle en 6-8 velplacerede skud til for at få dyret til at lægge sig, studsede jeg lidt, men vi måtte videre.
Det lykkedes os sidst på aftenen at finde dyret, og efter 3 gode skud, var Oryx klar til hjemtransport.
Godt hjemme viste opmålingen, at det blev et meget flot trofæ 96,5 cm.

Jeg får folk til at lægge en genstand hver for enden af bordet: Jeg lægger min Lap Top, Frank lægger et sæt hovedtelefoner. De øvrige lægger henholdsvis en el-guitar (med indlagt spejl), en hjemmelavet kogebog (Mors ganeguf), nogle skruer, bikervest med diverse emblemer, et P-kort, en mus til en PC, et håndpustet glas med påmalede blomster.

Jeg fordeler genstandene. Nu skal alle skrive en tekst, med udgangspunkt i genstanden – derefter gives teksten videre til en anden. Frank beder folk om at skrive en anden type tekst end før – hvis man skrev prosa før, skal man nu skrive lyrik – hvad er prosa?, spørges der. Vi forklarer, så godt vi kan. Derefter gives teksterne videre, og alle når at skrive tre tekster, som en del af to forløb bestående af hver tre tekster. I det ene forløb, skriver man den indledende- og den afsluttende tekst, i det andet skriver man kun den midterste tekst.
Her er en tekst, som Ryan skrev, det startede med at han fik et P-kort at skrive ud fra, men her har han fået en anden tekst tilbage, som han svarer på:

Ryan:
Da jeg tager den første bid, lukker jeg øjnene, ligesom de andre. Mor har igen tryllet i køkkenet.
Hvad de andre ser for deres øjne, ved jeg ikke. Jeg oplever igen det øjeblik, der var mit og kun mit. Det øjeblik, da skuddet falder, dyret falder, og tankerne i mit hoved netop var faldet på plads.
Jeg oplever et øjebliks total nydelse, da jeg smager på et stykke grillet, saftigt, mørt og lækkert stykke dyremørbrad. En oplevelse for de få. Jeg genoplever et andet øjebliks total nydelse. Følelsen af skuddet der sad som det skulle. Følelsen af at kunne se, at dyret ikke havde set mig.
Følelsen af, at jeg, uden at skulle tænke over det, har noteret mig hvor vinden kom fra.
Følelsen af at alt falder sammen, som det skal.
Det er en oplevelse for de få.
Det er en oplevelse for de priviligerede.
Det er derfor, jeg elsker jagt.

Frank beder os alle sammen om at sige et dyrenavn til personen til venstre for os. Med udgangspunkt i det dyrenavn, skulle vi skrive en fem-linjers tekst, hvor vi beskrev vores genstand, som om vi var det dyr, som var blevet os pålagt.

Sternberg: Beskrivelse af en PC-mus som om, jeg er en ko

På min mark
lader jeg gerne
mus græsse
Det klikker for lidt
i skovbunden

Frank Langmack: Grip – guitar

Spejler mig i guitarens blanke overflade
Strengenes vibrationer under mine kløer
forvrider billedet til sangen toner ud
Der er musikanten
- hold kæft, hvor er jeg grim!

Da skriveriet er overstået, bydes vi på kaffe, fire slags ost, hjemmebagt brød igen, og dertil hjemmebagt kanelkage med chokoladeovertræk.

Det har været en dejlig aften i Vejle Ådal og når, der er tid vil vi komme med flere teksteksempler. Vi er igen udmattede. Det tager hårdt at være på og skrive på engang. Vi kører afsted, med tanker, der går i tusind retninger, for at overnatte i en lille campinghytte i Egtved.

--

Egtved Camping i morgenregn!

Søndagsanger 9/4!

2006-04-09T22:03:00.000+02:00

Hej alle der følger med. Vi ved godt vi er bagud med bloggen, men livet på landevejen er hård kost. Vi har de sidste to dage spist fasan i Jagthytte i området omkring Egtvedpigens grav og muget kolort ud på Efterskole Tommerup. Nu sidder vi på en ranch udenfor Viborg og lader op til morgendagens dialog/show kl. 14.00 på Viborg Centralbibliotek, Vesterbrogade 15, 8800 Viborg. Tak til alle der læser med. Vi poster lidt igen imorgen formiddag. F & S

Dag 2 - H.C. Andersens hus i Odense!

2006-04-08T15:26:00.000+02:00

Sternberg skriver: Foran H. C. Andersens hus, har et af Dan Türèlls mange slips fundet sin foreløbigt sidste ejer – en hund med øjne så store som tekopper..
Her følger senere grublerier over besøget i H.C. Andersens hus.
Klaus, der kun havde godt at sige om at bo i Vollsmose.

Dag 2 – I spjældet med skriveøvelser!

2006-04-08T15:16:00.000+02:00

Sternberg skriver:
Søby Søgård – et åbent fængsel. Hvad er et åbent fængsel?, spørger Frank de indsatte. Vi får en række tekniske forklaringer. Mest klart står det for mig, at døren er åben, men hvis man bruger den til at komme ud efter klokken 21.30, koster det 30 dage. Tid er en valuta, frihed koster flere dage i åbent fængsel.

Bagefter skal vi alle sammen skrive tekster om det dér, for os mærkelige og paradoksale: åbent fængsel. Min tekst synes vældig kaloriefattig i forhold til det mine sidemænd arbejder på – jeg hjælper derfor meget af tiden min sidemand, Sahin, som oprindelig kommer fra tyrkiet, med at oversætte det, som han har skrevet på tyrkisk, til dansk – jeg kan ikke tyrkisk, men vi har dansk som fællessprog – det bruger vi til at snakke os frem til, hvad det er, som han vil skrive. Han fortæller mig at både hans danske- og tyrkiske skriftsprog bliver dårligere og dårligere – det forsvinder.

Da vi skal til at gå i gang med den næste øvelse melder han fra. Han fortsætter i stedet med at skrive videre på den første historie – han lover at sende mig noget mere, som måske kan bruges i bogen – jeg håber, at han skriver tilbage – hvis hans tekst ikke bliver for lang, kan det blive en spændende proces at skrive frem og tilbage om, hvad det er, som han vil have, at der skal stå.

Til den næste øvelse, skal vi alle sammen lægge en genstand op på et bord – Frank lægger en mundharmonika, jeg lægger en pakke Caminante cerutter. De indsatte lægger en nøgle – nummeret 313, endnu en nøgle – med rød og gul-broderede babysko, som nøglevedhæng, to øreringe (måske med ægte diamanter – det vides ikke), en kasket, ur (af mærket, Seiko), en pung (jeg spørger flere gange, om han virkelig mener det – ja, det gør han, så den havner også på bordet).

Jeg tildeler folk en af de andres genstande hver. Jeg tager selv diamant-øreringene (instinkt, måske?)

Manden over for mig, har fået nøglen, mærket 313. Vi udveksler tekster, og resultatet bliver to små ping pong-serier. Her er den ene, hvor jeg indleder og slutter:

Sternberg på baggrund af to diamantøreringe:

Jeg sidder i åbent fængsel
og hænger i en tynd tråd
Jeg byttede 7 Caminante cigaretter
for et par diamantøreringe
Uanset om de er ægte eller ej
kan de ikke ryges

Anders Lund Nielsen:

Rygning er en afhængighed
at bytte sine smøger
med et par diamantøreringe,
er et klogt valg,
for ringene kan sælges,
og så kan der ryges
endnu mere
Og uden omtanke.

Sternberg:

Allerbedst ville det være
at få lov til at bytte
sin afhængighed væk
for diamanter

- Og endnu to af de indsattes tekster:

René Gleerup ”Nisse” på baggrund af Cellenøgle:

min nøgle jeg husker
ellers går folk rundt
på min pind og lusker

jeg skal huske at låse når jeg går
ellers en masse ting
folk får

--
Maziar Kheradman om åbent fængsel:

fra lukket til åben
fra lukket dør til åben port
her i Søby,
ja der er ikke meget kød i den by,
men søen er der endnu,
i morgen er det måske slut
så kan vi alle sige skål eller salut,
bund eller tøs,
ja måske kender vagterne den
med bund eller en lille 1 til mødet,
hmm
de tror de er så søde,
men hvis du spørger mig
er de sq alt for bløde,
man skulle tro, at de lige var født,
det er vel ikke særlig sødt at sige sådan,
men jeg er heller ikke blind,
for i sidste ende
er det mig der sidder inde.

Dag 2 - Det åbne fængsel!

2006-04-08T15:08:00.000+02:00

Frank Langmack skriver:

Indsatte lever efter tvivl-valg-risici, på den måde er de mennesker som alle os andre!

På afstand ligner Søbysøgårds åbne fængsel en herregård. Nogle gule længer omkranser en slotsagtig bygning med et højt tårn. Der er porte ind til en gård af brosten og bygningerne er omkranset af sen stor sø. Ved ankomsten bliver vi velsignet med solskin og som vi kører ned af indkørslen der går gennem en lille landsby med bindingsværkshuse, ligner det den rene idyl. Først helt henne ved porten dukker et skilt op med sproglig kontekst der symboliserer fængsel og rundt om hjørnet ved en fodbold bane er der et aflåst bur med en bænk i midten.

Vi parkerer i gæsteparkeringen og ringer på i vagtstuen. Vi bliver lukket ind i gården, der ligner et havekompleks, der hører sig til et herregårdsophold. Der er legeplads, mini-golf, tennis- , volley- og basketballbane og nede ved søen er der badebro. Det forvirrer sanserne. Det ville være løgn at sige vi tager det iskoldt, men omgivelserne maner til ro og afslapning og jeg aner ærligtalt ikke hvad jeg skal forvente mig. Vi skal ind af en stor trædør midt i slotsbygningen og op på første sal. På gangen møder vi de første fanger. De er generelt set klædt i enten blåt arbejdstøj eller hip hop inspireret tøj. Vi kommer ind i et frokoststueagtigt lokale, hvor 10 fanger sidder langs et aflangt bord og spiser franskbrød. Der bliver straks en smule uro, vi kommer for sent bliver vi gjort opmærksom på. Vi får straks et par smagsprøver på værkstedshumoren sådan et sted. Ved ikke hvad jeg egentligt havde forventet mig der skulle ske ved mødet mellem to blege digtere og en flop hårde hunde. Men alle negative tanker bliver gjort til skamme. Fangerne i det åbne fængsel i Søbysøgård viser sig at være helt åbne overfor vores besøg.

Vi læser lidt op til at starte med så de kan spise færdig. De råber en del under Sternbergs tekst om et bigband med slagtøj lavet af hundehvalpe, jeg tolker det som respekt for at Sternberg kan fyre den af i det hæsblæsende tempo, som han præsterer denne morgen. Vi sætter os ned og går i gang med de skriveøvelser Sternberg beskriver i den næste blogpost.

Jeg sidder overfor en nydansker med en stor guldkæde. Han snakker meget og prikker lidt til mig med spørgsmål, f.eks. om hvem der gav da vi mødtes (henvisende til Sternberg og jeg.) Han tager dog hurtigt opgaven til sig og grifler en masse. Efter en pingpong (Jeg skriver ud fra et ur og han skriver så ud fra min tekst) er han fremkommet med dette svar på min tekst:

Kinetic står der på uret
Bevægelse som energikilde
I isolation fra tiden
Ved fluorescerende visere
Kan man holde humøret oppe
Til den trange korridors
Bevægelsesumulighed
Tømmer den for strøm
Og tiden igen
Går i stå
- Frank Langmack

Tiden går ikke
Den kommer!
- Baki Dölek

Ved siden af ham en fyr med diamantørenringe og en sort hue godt nede om ørerne. Han er meget venlig og snakker meget. Er ikke så vild med at skrive ned, i stedet fortæller han en masse, bl.a. at det er langt hårdere at sidde i isolation nytårsaften end juleaften, ville gerne have haft mere tid til at høre flere historier. Ved siden af mig en også en nydansker. Han virker eftertænksom og skriver også hurtigt en historie ned. Han forlader dog snart selskabet for at gå til en anden workshop. Kort kan man sige jeg har dyb respekt for den måde man opførte sig overfor hinanden på og det mod der blev udvist i opgaverne. Når nogen gav sig hen til opgaven og enten skrev følelser ned, eller på anden måde engagerede sig i sin tekst, så var der dyb respekt og klapsalver fra de andre. I løbet af de 2 timer vi var der, tror jeg der blev rykket lidt ved folk - Og også ved os – dyb respekt for at turde begive sig ud på dybt vand og løse opgaven så personligt uden at være bange for den reaktion, der ville komme fra de andre. Tonen i teksterne stod i kontrast til den humoristiske tone, der blev ført rundt om bordet, F.eks. vil jeg gerne give dette råd videre til alle ”hvis man smugler en telefon i røven, skal man sørge for den ikke pludselig ringer”.

Det har været et uhyre interessant besøg. Der virker som om at eksistentielle tanker vi andre går rundt med i lommeformat, de bliver blæst op inde i et fængsel, også selv om det er et lukket fængsel. Synligfrihed kontra usynlig frihed, lykke, tid. Nogen vil sige det er forudsigeligt, men i skrivesammenhæng havde jeg ikke tænkt på at det ville blive sådan – respekt!

Kørsel

2006-04-08T14:57:00.000+02:00

Frank Langmack om at køre gennem Avnslev:
Kl. 12.42 lægger hun den sidste brik i et 2000 brikker stort puslespil med motiv af en middelalderborg, med tilhørende rosenhave, et sted i det græske øhav. Kl. 12.43 lægger hun første brik i et 5000 brikker stort puslespil med motiv af et bondehus, med tilhørende rosenhave, et sted i det centrale England.

Om arbejdstøj på landet!

2006-04-07T23:54:00.000+02:00

Frank Langmack skriver:

Blå Kansas
er jo for
at starte en dialog
med himlen

Dag 1 Skriveøvelse hos farmeren

2006-04-07T23:46:00.000+02:00

Skriveøvelse hos farmeren, 15 minutter til at skrive en tekst ud fra et givent objekt, derefter gives den videre til sidemanden, der skriver en ny, der igen sender den til sidemanden der skriver en ny. (Her følger en lille del af det tekstmateriale, som der blev produceret.)

Sternberg får ”Effektivt landbrug – landets uafhængige avis – 6 april 2006”.

Sternberg:

Alt er fossile brændstoffer
for mit nærværs trinløse traktor
men også mit fraværs rene luft
min million-værdifulde fødselshjælper
blide 2 mm. Regn
over mit kranies frugtsommelige muld
om lidt spirer det hele
Af sted til overhalingsbanen
- der er forårssalg!

Frank Langmack, 15 minutter med Sternbergs tekst:

4 fødselshjælpere i
cockpit på trinløs Ferguson
nærværet er spirende
blidt daler vintermuld
af de fossile kranier
sigter efter overhalingsbanen
forårskåde og bio-brændselbrune
Alt
er effektiv tid
når det er tørvejr
på landet!

Farmer, 15 minutter med Sternbergs tekst:

Hvad laver Frank Jæger her
med sine ellesko?
det er brændstof og nærvær og Gnags
traktortræk. Hvad ellers kan man bruge regnen til
i april måneds pløre
her kan ikke knuses kerner
her kan højest gives gylle
som kan høre græsset gro

Dag 1 Dagens gang

2006-04-07T23:37:00.000+02:00

Sternberg skriver:
Besøget hos farmerbloggeren, er meget anderledes end, hvad vi tidligere har prøvet – og især i forhold til, hvad vi har lavet i forbindelse med projekter, som med det samme, har villet noget med en større offentlighed. Dette møde er lukket for offentligheden – javel, men med udsendelse af pressemeddelelse, opslag på hjemmeside og det hele.

Et møde i et privat hjem, overfor et menneske vi ikke kender. Hvad skal der ske? Skal vi optræde? Vi sætter os i stedet ned, og spiser wienerbrød, og drikker kaffe sammen.

Vi bliver enige om, hvad det egentlig er, som vi skal foretage os. Jeg giver ham to dagblade – dagens københavnske Metro Express og dagens Metro Skåne. Frank giver ham en fancy pandebåndskasket i uld ... hvad hedder den slags? Han ser sig omkring, og giver mig dagens nummer af avisen, Effektivt Landbrug - lidt derefter får Frank et nummer af magasinet, Landbo-ungdom. Vi skal skrive sammen – alle tre. Vi skriver hver især en tekst, på baggrund, af det, som vi har fået. Derefter skriver vi alle tre noget, med udgangspunkt i det, som de to andre har skrevet. Skriveseancen slutter med, at vi læser vi op af vores tekster på skift, og taler om, hvad det er, som vi har skrevet, og hvorfor. Meget afslappet på en måde, men samtidig meget intenst – vi har ikke meget tid.

Da skriveriet er overstået, tager han os, med bil og hund, ud på en roemark. På vejen ser vi nogen af de mange juletræer, som han dyrker. Vi spejder, med kikkert, efter hjorte – lad mig lige sige det helt klart: VI STÅR PÅ EN ROEMARK! Frank har inden den lille udflugt, da han bliver spurgt, valgt at låne et par gummistøvler – undertegnede registrerer det slet ikke, da jeg bliver informeret om den mulighed. Mine sko er derfor ikke længere hvide, hvor de plejede at være det, og i min side af vores bil, ligner det derfor, at et beskidt dyr har fundet hvile på gulvet. Roemarken er således med os hele vejen.

Nogle af roerne har hjortene spist af. De må altså have været, hvor vi står nu. Det er så her, at mange af hans naturobservationer foregår. Det er småmudret på marken, og kraftig blæst.(Frank erindrer fra sin avis ”Der er blæst om landdistriktsmidlerne”.)

Besøget slutter af med, at vi smager Kålrabimos, og Frank optræder for farmerbloggeren og hans drenge. Mine tekster fra andre sammenhænge, må han få læst en dag, han får tid. Vi må videre.

Om aftenen har Frank en aftale med Ollerup Seminarium om at optræde. Vi får god mad, Frank viser, hvad han kan, og jeg gæsteoptræder med lidt tekster nede blandt bordene – et kort ping pong-forløb – og Frank fortsætter. Bagefter spiser vi noget mere mad, og ser, hvordan sidste aften på et Ollerup-kursus forløber. Endnu en verden.

Varme og god mad i Ollerup!

Dag 1 Ankomst hos Farmerbloggeren

2006-04-07T23:34:00.000+02:00

Frank Langmack er meget træt, men skriver:

På landet har man også meninger!

Farmers hus ligger lige som jeg forestillede mig det, ved et gadekær. Synd vejret er så dårligt, på den anden side har vi så kort tid, at vi også ville have følt os snydt ved at forlade en sådan solbeskinnet oase i hast. Der er hund, børn og kikhul i toiletdøren. Farmer er en gæstfri og meget hyggelig mand, ikke ulig mit indtryk af Søren Ryge på tv. Land/by bliver hurtigt et tema og ordforråd bliver et centralt område for vores udveksling/møde. Han bruger en masse ord, vi ikke kender den egentlige mening af. - Biobrændsel f.eks., og vi må forstå, der er ingen grund til at være bange, når hesten foran ploven førhen spiste raps eller hvede, så var det biobrændsels energi ved 38 grader (er en hest varmere end mennesker?). I dag har man bare skruet op på 400 grader, men princippet er det samme (Jeg forestiller mig en hel by, der lugter som popcorn salget i Cinemaxx). - - Koks, der ikke er et fødevarekoks som i hovedstadsregionen, men i stedet det rene kulfyringsmateriale, hvor gassen er trukket ud. - Sojaskrå, ikke et kuriøst Haribo-brand, men en sojabønne, hvor planteolien er udtrukket og restproduktet er ren sojaprotein, der kan bruges til at fodre høns med. Skulle jeg med en linie gøre status over besøget og mit nye ordforråd på basis af mødet, er det:

Traktortræk vil fylde mere i mit liv!

Dag 1 Lars Tyndskids marker

2006-04-07T23:33:00.000+02:00

Frank Langmack skriver:
Sternberg ejer ikke navigation, men han er tålmodig, det er et godt træk ved ham.

Køer i mudder
rusten traktor foran
Al-Qaidasprængt lade

Dag 1 Roadmovie

2006-04-07T23:16:00.000+02:00

Frank Langmack skriver:
At køre 120 km/t på motorvejen gør Sternberg til en supersælger.
Det konkrete rotteræs;
Mercedes overhaler mig
BMW overhaler mig
Jeg overhaler Fiat Punto
Lastbil efter lastbil med varer til Europa
Lyden af rally-vinterdæk i semi-sportsvogn,
får alt sammen mobiltelefonjomfruen Sternberg til at handle hurtigt og effektivt.
Han skaffer et nyt fængsel on the road, HC. Andersen huset lægger lokale til og en manglende overnatning bliver klaret af en hidtil for mig ukendt side af Sternberg.

Om projektet

2006-04-07T23:08:00.000+02:00

Sternberg skriver:
I dagene umiddelbart inden vi tog afsted, gik det med et op for os, at hvis projektet fik karakter, af en række gennemført professionelle skrive-shows, ville projektet fejle – kommunikationen, og dermed påvirkningen, ville kun gå én vej – fra os til dem, som vi var sammen med. Vi ville ikke komme til at forstå dem bedre, vi ville, uden at ville det, i praksis, kun prøve at få dem til at forstå os, og vores måde at skrive.

Alt, hvad vi laver på turen, må rettes an på, at dem, der møder op, får mulighed for at påvirke os, og det, som skal foregå – både, hvad angår skrivningen, og i det hele taget. Hvis dette skal lykkes, må vi opgive enhver på forhånd givet autoritet.

Dag 1 Midnat

2006-04-07T00:09:00.000+02:00

Det er midnat. Vi har haft en fantastisk dag på nordfyn - på landet. Skrevet digte med farmeren og været på marken at spotte råvildt. Siden Ollerup Friskole på sydfyn til fest, performance og kongemåltid. Mere om det hele + digte + billeder i morgen når 330 km. bag rattet er sovet ud.

Programmet i morgen 7/4:
9.00 Statsfængslet Søbysøgård - Vi skriver med fangerne - lukket arrangement.

14.00 Vi sidder i "pusterummet" i H.C Andersens hus og skriver tekster og oversætter bl.a. for turister - Åbent for alle.

DAG 1 - Radioen

2006-04-06T09:22:00.000+02:00

Sternberg & Frank Langmack i P1 i morges. Download mp3 (3.76 mb) her: www.nyetoner.dk/p1.mp3

Dag 0

2006-04-05T14:48:00.000+02:00

Frank Langmack skriver: Det er dagen før vi tager afsted. Alt sejler, men er på samme tid krystalklart! Der ringes frem og tilbage, alt skal være på plads eller skal det. Måske behøver det ikke at være det! Der hang frygt på kundskabens træ, mennesket spiste af det og har levet af det siden. Jeg er moderat nervøs for hvad, der skal foregå de kommende dage. Jeg starter et parti - moderat nervøse forfattere - vi bliver større end enhedslisten. tror jeg. Nu kører bloggen i hvert fald! Her pressebilledet, det er vel en passende indledning til turen.